GHOSTBUSTERS: FROZEN EMPIRE: En frossen fuser

Af Gustav Juhl

Ghostbusters: Frozen Empire kunne sagtens have været en fed filmoplevelse. Vi forlader Ghostbusters: Afterlife’s (2021) kedelige Oklahoma og vender tilbage til, hvor det hele startede: New York City – The city that never sleeps. Komplet med den ikoniske brandstation, Ectomobilen (spøgelsesjægernes batmobil) og ikke mindst de originale Ghostbusters selv. Spørgsmålet rejser sig: Hvad mere kunne man ønske sig? Jo, det skulle lige være, at resultatet blev en god film. 

Som så mange andre reboots af gamle succeser, går Frozen Empire lige i nostalgi-fælden. Og hvad der kunne have været et originalt nyt take på ghostbusters-universet ender med åbenlyse og forudsigeligt nemme referencer samt pinligt genbrug, af hvad der engang var ikonisk. 

Det velkendte grønne altædende spøgelse ved navn ”Slimer” fra den originale Ghostbusters film vender nemlig også tilbage her. Men Slimer bringer absolut intet til bordet, og ”han” bliver ikke til mere end et billigt trick af en nostalgisk gæsteoptræden, der både fungerer som symbol for filmens uoriginalitet og mangel på dybde, samt som et nostalgisk trækplaster for originale Ghostbusters-fans.

Men Slimer er ikke den eneste skuffelse. I Ghostbusters: Frozen Empire introduceres vi for en ny skurk i hjertet af New York City. En oldgammel spøgelsesgud, der kan fryse alt omkring sig til is, og som truer med at befri alle de onde spøgelser, som vores helte har fanget og indespærret siden 1980’erne. Desværre falder skurken og hans onde planer fladt til jorden, som et halvfærdigt projekt med næsten ingen skærmtid. Man fristes også til at spørge, hvorfor vil han fryse alt til is? Det bliver aldrig udforsket og forbliver en gåde uden nogen tilfredsstillende forklaring. 

Filmen bruger ufatteligt lang tid på at opbygge suspense og frygt for den nye skurk. Men det bliver på bekostning af et klimaks, der stiller skurken respekt. Når vores ghostbusters endelig møder ondskaben i den ultimative showdown, skal der åbenbart ikke mere til end den 15-årige Phoebe Spenglers (McKenna Grace) protonskyder og en smule ild, kastet af den ellers sjove Ildmester (Kumail Nanjiani), til at bekæmpe den opreklamerede superskurk. Det er sløvt og uinspirerende. 

Selvom Ghostbusters handler om spøgelser, er det eneste tilnærmelsesvist skræmmende, den voldsomt dårligt skrevne dialog. Især når Trevor (Finn Wolfhard) og Phoebe Spengler forsøger sig som de nye Ghostbusters teenage-søskende.  Man kan næsten ikke tro andet end, at de står og læser op fra et (utroligt ringe) manuskript. Til gengæld står de ikke alene med ansvaret.

Frozen Empire lider nemlig under en overfyldt rolleliste, og selvom filmen prøver, er der ikke nok plads foran kameraet til alle. De små plotlinjer, der skal forsøge at udvide universet og skabe sympati for karaktererne, falder fuldkommen til jorden. Det er især tydeligt i Gary Goobersons (Paul Rudd) forsøg på at blive en integreret del af familien som gyldig papfar til den 15-årige Phoebe Spengler. Det virker kunstigt, og man tvivler på, om Paul Rudd kun halvhjertet har sagt ja til denne film. 

Konklusionen på Ghostbusters: Frozen Empire synes at være en sørgelig erkendelse af en film, der er blevet ramt af et kollektivt brainfreeze på tværs af produktionen. Det virker som et halvgjort forsøg på at udnytte det velkendte brand til det yderste, men resultatet mangler substans og passion. Frozen Empire ender som en film, hvor den ene fejl synes at være værre end den næste, og det er desværre en skuffende tilføjelse på en døende franchise, der mest af alt ligner et genfærd af, hvad det var engang.

Kommentarer